Velkommen til Skive Svømmeklub Poseidon

 

Kære svømmeforælder

Tillykke med, at dit barn har svømmet sig op på konkurrenceniveau. I denne pjece kan du læse om at være svømmeforælder og om de forskellige ord, begreber og situationer, som du kommer til at møde måske for første gang.

Skridtet fra svømmeskolen til konkurrenceafdelingen (K-afdelingen) medfører forandringer for både dit barn og for dig. Vi håber, du og dit barn vil læse håndbogen sammen, så I begge er klædt bedst muligt på til at være med på holdet.

 

Svømmeforældre i K-afdelingen engagerer sig i klubben, som lever af – og bygger på – fællesskabet og de frivillige kræfter. Forældrene bidrager med alt lige fra istandsættelse af klubhuset over madlavning til tidtagning ved bassinkanten. Dit engagement er også vigtigt for, at vores børn for eksempel kan komme af sted til stævner.

K-afdelingens forældregruppe er kendt for at skabe en god stemning til stævner og sammenkomster, og vi netværker bredt. Gennem klubben bliver der skabt mange gode kontakter og venskaber.

Vi håber, at både du og dit barn bliver en integreret del af K-afdelingen, og at du vil engagere dig til fælles glæde.

På gensyn,

 

Formanden

Skive Svømmeklub Poseidon

 

Om at være konkurrencesvømmer

Konkurrencesvømning er sjovt og udfordrende, og der er mange fordele, som rækker langt ud over svømningen.

Konkurrence i balance: I takt med, at svømmerne finder sig til rette i K-afdelingen, begynder de også at lære, hvordan man konkurrerer mod andre og ikke mindst mod sig selv. Svømmerne udviser engagement til træning og konkurrencelyst ved stævnerne.

Selvdisciplin: Svømmerne har stor selvdisciplin i forhold til både skole og venner, og de har generelt et godt fagligt niveau i skolen. Vi oplever ikke, at niveauet falder, når kravene fra svømningen stiger. Konkurrencesvømmere siger nej til alkohol og passer deres søvn, så de kan træne optimalt.

Livslange venskaber: Svømmerne har et fast tilhørsforhold til deres hold, og de knytter livslange venskaber. Vi forventer, at svømmerne deltager i klubbens arrangementer som træning, stævner, lejre og sociale arrangementer.

En sund livsstil: Svømning er alsidig træning af hele kroppen. De kvalifikationer, svømmerne får gennem træningen, tager de med sig gennem livet. Vi inddrager højt specialiserede professionelle i vores arbejde, og vi søger konstant at udvikle vores trænere gennem udveksling. I takt med stigende svømme- og landtræning kommer svømmerne til at opleve:

 

·       at få øvelser fra en professionel fysisk træner, der også underviser på nogle af holdene,

·       at få skadesforbyggende fysioterapi og blive overvåget for belastningsskader,

·       at blive vurderet med henblik på en eventuel speciel indsats (kost, skader, mental træning),

 

 

Vores krav til konkurrencesvømmere

Vi stiller som klub en række direkte krav til svømmerne i vores K-afdeling og dermed også en række indirekte krav til forældrene.

 

·       Kom i god tid, så du kan forberede dig mentalt og nå at vaske dig ordentligt.

·       Vær træningsparat: Husk dit udstyr, vær udhvilet og vær mæt – ikke overmæt.

·       Lyt til din træner og gør det, din træner beder dig om.

·       Meld dig til de stævner og lejre, der bliver slået op.

 

Oprykning og overflytning

Hvert år er der flytninger på de forskellige hold. Det er cheftræneren og holdets ansvarlige trænere, som beslutter, om en svømmer skal flytte hold.

Svømmerne bliver vurderet i forhold til udviklingen af klubben og svømmerne. Følgende kriterier er generelle og går på tværs af alle hold, når trænerne træffer deres beslutninger:

Engagement: Deltager svømmeren i træningen? Involverer svømmeren sig aktivt i træningen? Kan svømmeren fastholde instruktioner fra træning til træning? Deltager svømmeren i alle tilbudte konkurrencer? Kan svømmeren absorbere feedback fra trænerne under konkurrencerne?

Konkurrencedygtigt niveau: Har svømmeren et aldersvarende niveau? Gør svømmeren fremskridt?

Holdbidrag: Bidrager svømmeren med en positiv holdning til træning og konkurrence? Støtter svømmeren holdkammeraterne? Sætter svømmeren teamet og Poseidon over sig selv?

Teknisk niveau: Er svømmeren teknisk dygtig og til hvilket specifikke svømmearter? Hvordan er svømmeren fremskridt i hver svømmeart?

 

Vores krav til svømmeforældre

Nedenfor kan du se nogle helt centrale spilleregler, som gælder for alle svømmeforældre i Poseidon uden undtagelse. Spillereglerne er lavet for at sikre et godt samarbejde mellem forældre, trænere og svømmere og for at sikre, at vores svømmere har optimale betingelser for at udvikle sig.

Overfør ikke dine forventninger til dit barn: Forbedring og fremgang kommer på forskellige tidspunkter for hvert enkelt barn. Sammenlign ikke dit barns præstation med andres, og pres ikke dit barn til at gøre, hvad du mener, er rigtigt og forkert.

Pres ikke dit barn til at fortsætte, hvis træningen og stævnerne ikke længere er sjove: Der er kun et spørgsmål, du med rette kan stille dit barn: ”Har du det sjovt?”

Leg aldrig træner for dit barn – heller ikke under stævner: Du er velkommen til træningen, hvis du kommer som observatør. Dit barn er med i en klub, hvor kompetente trænere varetager den opgave. Din indblanding skaber forvirring og kompromitterer tillidsforholdet mellem svømmer og træner.

Kritiser ikke trænerne offentligt: Forholdet mellem trænere og svømmere er vigtigt for succes og velbefindende. Derfor bør spørgsmål og kritik komme direkte og til rette person. Lad være med at involvere andre – det kan optrappe konflikten og skabe en dårlig stemning på holdet. Ring til en træner, hvis der opstår problemer. Er du ikke tilfreds med problemløsningen, skal du kontakte cheftræneren og først derefter K-udvalgsformanden.

Tag snakken ved bassinkanten: Hvis du har spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte trænerne – helst ved bassinet før eller efter træning. Trænerne prioriterer svømmerne, og derfor kan du ikke forvente korrespondance via mail.

Erkend, at dit barn kan have frygt og lad være med at bagatellisere det: Konkurrencesvømning kan være stressende, og det er helt i orden at have frygt. Prøv at opmuntre dit barn og fortæl det, at træneren kun har meldt barnet til, fordi han/hun mener, at dit barn kan gennemføre det.

Lad være med at kritisere officials til stævner: De er frivillige og gør det af interesse for sporten og efter bedste formåen.

Sørg for, at dit barn har andre mål end at vinde: At give det bedste man har i sig, er mere vigtigt end at vinde. En tidligere OL-svømmer har sagt: ”Det var mit mål at sætte verdensrekord. Det gjorde jeg, men der var en anden, der også gjorde det, lige en anelse hurtigere end mig. Jeg opnåede mit mål og jeg tabte. Det gør mig ikke til en fiasko, faktisk er jeg meget stolt over, at mit mål er nået”.

 

Kommunikation i K-afdelingen

En stor del af den daglige kommunikation mellem forældre, svømmere og trænere foregår via e-mail. Vi kommunikerer også via klubbens hjemmeside www.poseidon-skive.dk, hvor du kan finde information om arrangementer, stævner, resultatlister og meget mere. Følg også med på vores Facebook profil: https://www.facebook.com/PoseidonsSkiveSvømmeklub.

Forældresupport

Vi forventer, at mindst en voksen per barn i K-afdelingen er aktiv i en af nedenstående support-grupper, som er afgørende for, at vores svømmere kan deltage i stævner.

Officials: Til stævner er der brug for dommere eller ”officials”, som de hedder i svømmesporten. De hjælper til under stævnet, så svømmerne konkurrerer på lige vilkår og stævnet afvikles ”hurtigt, ensartet og korrekt”. Selv ved mindre stævner er der brug for 30 personer. Ofte er der krav om, at vi stiller med officials til de stævner, vi deltager i. Så vi vil opfordre dig til at melde dig til kurserne, når de bliver udbudt. Tilmelding sker på forældremøder og via mail

.

 

Holdledere: En holdleder tager sig af forskellige praktiske opgaver til svømmestævner og på lejre. Nedenfor er en 10-punkts vejledning til den øvede såvel som den uøvede holdleder i Gentofte Svømme Klub:

1. Du er svømmernes reserve mor/far, og du er absolut uundværlig.

2. Du behøver ikke at have forstand på svømning.

3. Du er med for svømmernes skyld.

4. Du hjælper træneren med praktiske gøremål.

5. Du deltager i holdledermøde sammen med klubbers andre holdledere. Her får du praktiske oplysninger om fx bespisning, indkvartering og vigtige tidspunkter.

6. Du minder svømmerne om, at de skal huske deres ting, og du danner dig sammen med træneren et overblik over, hvor holdet skal sidde i svømmehallen.

7. Du minder svømmerne om at drikke og spise og ved større stævner sørger du for at have styr på spisebilletter (udleveres ofte ved holdledermøder).

8. Du giver et skulderklap, hvis en svømmer er dårlig eller ked af det og træneren er optaget af svømmere, der skal i vandet.

9. Du har overblik over, hvor svømmerne er, du opfordrer dem til at heppe på kammeraterne og du sørger for, at INGEN forlader stævnet uden en klar aftale, så alle har plads i bilerne.

 

Forældre: Forældre er også en del af klubben og vi ser dig gerne på kanten. Forældre ser godt ud i klubtøjet (poloshirt eller T-shirt) med eget navn på så er det rigtig praktisk at alle kan se dit tilhørsforhold.  

 

 

 

 


 


Vores sponsorer